Jeg rejser dette interessante spørgsmål i en netop gennemført kortlægning af den kreative branche i Region Midtjylland.
Analysen bygger blandt andet på et omfattende spørgeskema, der er besvaret af 650 virksomheder indenfor arkitektur, design, PR og kommunikation, grafisk design, reklamebureauer, indretningsdesign, mode- og livsstilsvirksomheder. Desuden er det fulgt op med en række interviews af virksomhedsledere.
8,6 % af virksomhederne har tilkendegivet at de har en professionel bestyrelse. Umiddelbart forekommer det at være en lille procentdel, men den kreative branche er karakteriseret ved relativt små virksomheder og mange iværksættere, hvilket har en betydning for hvornår der etableres en professionel bestyrelse.
Mens det kun er 2 % af virksomheder med ingen eller 1 fuldtidsansat, som har en professionel bestyrelse, gælder det 50 % af virksomhederne med 10 eller flere ansatte.
Antal fuldtidsansatte % del med en professionel bestyrelse
- 0 eller 1 2%
- 2-4 11%
- 5-9 33%
- 10+ 50%
Det jeg finder rigtig interessant ved undersøgelsen er den sammenligning vi foretager til en benchmark gruppe, bestående af virksomheder der siden 2007 har haft såvel økonomisk fremgang som ansat nye medarbejdere. Altså en vækstgruppe.
I vækstgruppen har 19,4 % af virksomhederne en professionel bestyrelse mens den øvrige gruppe af virksomheder (fratrukket vækstvirksomhederne) er nede på 6,6 %. Der er altså 3 gange så mange vækstvirksomheder der har en professionel bestyrelse.
Så er det at spørgsmålet opstår: Er eksistensen af en professionel bestyrelse udslagsgivende for den positive udvikling i økonomi og beskæftigelse ? Eller etablerer virksomheder der er i vækst en professionel bestyrelse i højere grad end andre virksomheder gør det ?
Vores undersøgelse viser at vækstvirksomheder på rigtig mange punkter adskiller sig fra øvrige virksomheder. I deres anvendelse af netværk, partnerskaber etc ligger der en mere forretningsfokuseret tilgang og det er også i dette mindset / forretningsudviklingstankegang en af forklaringerne på den større anvendelse af professionel bestyrelse skal findes.
Vækstvirksomheder har kontinuerlig fokus på nye muligheder, nye markeder og nye strategier. Derfor vælger omkring 1/5 af dem at sammensætte en bestyrelse der kan inspirere og tilføre nye perspektiver.
Ville en professionel bestyrelse have samme effekt for virksomheder der er i stagnation eller ligefrem i tilbagegang ? Det er langtfra sikkert, da det vil være meget afhængig af det mindset som er dominerende hos direktion og aktionærer. Er fokus her på optimering, rationalisering og ”back to basic” skal det i alle tilfælde være en bestyrelsessammensætning der adskiller sig fra vækstvirksomhedernes.
